Notering får endnu en tur med slagtekniven
Der er skidt nyt til de danske svineproducenter.
Danish Crown sænker noteringen for den kommende uge med 60 øre til 12 kr. per kilo.
Dermed er noteringen faldet med 2,30 kr. pr. kg. de seneste ni uger.
Ifølge Danish Crown har coronakrisen kastet markedet ud i en heftig storm, men lige om hjørnet venter opturen, mener slagteriet
"Vi kommer ikke udenom et markant fald i noteringen i den her uge, men samtidig ser vi allerede tegn på en stabilisering af markedet. De første meldinger om genåbning af restauranter og caféer i flere europæiske lande skaber lidt optimisme, og derfor er der ikke noget, der tyder på, at de store prisfald fortsætter," siger Lars Albertsen, der er global salgsdirektør i Danish Crown Pork, markedsberetningen fra slagterikoncernen.
Ifølge salgsdirektøren har slagteriet mærket stor interesse for de danske kødprodukter, men kunderne har været begrænset af de mange nedlukninger.
Ifølge direktøren i Danish Crown Pork ser slagteriet nu et hul i det amerikanske marked.
"Jeg kan ikke sige tit nok, hvor vigtig vores brede markedsadgang er i en situation, som den vi står i nu. Vi har både agiliteten i produktionen og kapaciteten til at fryse de mængder, der efterspørges, og det giver virkelig værdi lige nu. Jeg kan ikke garantere, at noteringen har nået bunden i den her omgang, men der skal ske noget helt uventet i markedet, hvis der skal komme yderligere fald efter denne uge," siger Søren F. Eriksen, der er adm. direktør i Danish Crown Pork.
Udvidelsesivrig smågriseproducent kan ikke se sig selv få slagtesvin
Himmerlandskød kaprer markedsandele og leverer stor fremgang
Tican-ejer sænker notering yderligere som konsekvens af coronavirus
Relaterede artikler:
Danish Crowns nye lånetiltag finansierer få stipladser
For abonnenter